Ny himmel

Katakombisk studiekreds

Fordi Abraham ikke vidste, hvor han var på vej hen, var han helt sikkert på vej mod sandheden.

Gregor af Nyssa

 

TAK til jer, der d. 13.10.22 brugte en aften i Langenæskirkens sognelokale i inspirerende samtale omkring mulige veje ind i folkekirkens fremtid. Noter fra mødet forefindes under ‘Fra debatten’. 

Vi drømmer om at fremme den teologiske rummelighed og frihed i folkekirken og tager gerne imod kommentarer, indlæg og artikler (evt. anonymt, så længe navnet er os bekendt), der inspirerer til denne vision, og lægger dem op her på hjemmesiden.

Email: katakombisk@gmail.com

 

En samtale begynder 

Kristendommen er en bevægelse. Mennesker er blevet bevæget af en fortælling, en erfaring, et menneske. Gennem det møde blev verden forandret. De tænkte anderledes. Og handlede anderledes. Det, der gjorde indtryk fik et udtryk. De kunne ikke lade være. Og de samlede sig og ville dele liv og praksis med andre. Bevægelsen voksede. Ringe i vandet.

Mange år senere var denne bevægelse blevet til den luthersk-evangeliske folkekirke. Målet var egentlig det samme. Evangeliet skulle transformere os. Sætte os fri til at leve tillidsfuldt og opmærksomt i verden. Med tro, håb og kærlighed. Men et eller andet sted undervejs glemte bevægelsen, at den var bevægelse og blev institution, der blev mere optaget af at bevare og fastholde. Af de ting, som blev særligt vigtige at bevare, blev Luthers ord og teologi fra 1500tallet. Selv i 2022, hvor de grundlæggende spørgsmål havde forandret sig, holdt man fast. 

Og denne fastholdelse af dogmet fremfor evangeliet er katastrofal for folkekirken. Forhindrer budskabet i at komme ud. Forhindrer bevægelsen i fortsat at sætte ringe i vandet. Det er på tide at gøre op med de tanker og få bevægelsen tilbage.
 
Dette er udgangspunkt for en samtale om Gud og mennesker. Om at leve af og videregive budskabet. Om Gud som far og kærlighedens forrang. Også på bekostning af bekendelsesgrundlaget.
 
Vi er fem kristne, der gennem halvandet år har mødtes og talt teologi og folkekirke. Vores samtaler har drejet sig om længslen efter en større rummelighed i folkekirken, fordi ingen af os føler os i samklang med det lutherske gudsbillede og menneskesyn, der er kirkens officielle lære, et omdrejningspunkt i præsteløftet og en rettesnor for liturgien. Vi føler det på forskellig måde som at bære en fodlænke. Man kan godt gå med den, men man går forsigtigt og ved, at man er lidt en forbryder. Tør ikke gå i skoven efter andre gudsbilleder og engang imellem bibber det på inspektørens kontor, og så skal man svare for os. Men kristendommen er en bevægelse og i evig forandring for at få det frisættende evangelium frem til mennesker i vores tid. Og derfor kan vi ikke acceptere fodlænken. Den skal af. 

Hvad sker der så? Ja, det ved vi ikke. Det må vi tale om – men målet er at komme frem mod en folkekirke med en større teologisk arena, så evangeliet kan nå os. Så vi igen kan mærke bevægelsen og sætte ringe i vandet.  

Vi er fem indbyrdes forskellige mennesker og er ikke nødvendigvis enige om alt; vi er ikke en del af en særlig bevægelse, ligesom vi heller ikke ønsker et nyt sæt regler eller nye konfessionelle programskrifter eller har færdige svar på alt. Tre af os har forfattet en lille bog, hvor vi samler vores hovedspørgsmål og fælles længsel efter en løsnen af det konfessionelt alt for stramme greb, som i vore øjne ikke gavner folkekirken og dens fremtid. Den kan læses her. 
Find os også på Facebook