Ny himmel

Jeg er vokset op på Ry Højskole, hvor der var frihed og leg inden for meget enkle rammer – ikke ud på Klostervej og ikke længere ned mod Gudenåen end mindestenen! Der var Bertolt Brecht-øvning i teatersalen, og om søndagen var der mulighed for at tage med far til gudstjeneste, hvis man havde lyst. Og så var der et dagligt middagsbord, hvor man mente noget og skulle stå på mål for sine holdninger. Da jeg blev 18, tog jeg til Paris. Jeg blev der to år og drømte om at tage på filmhøjskolen i Ebeltoft, men kunne ikke findefinansiering. Og så sneg tanken om teologi sig ind. Det var måske bønnen i den danske kirke i Paris: Vi ber til, at gudstjenesten må være det sted, der gør, at vi kan leve i hverdagen opmærksomt og nærværende. Leve opmærksomt. Nærværende. Det beder jeg i alle fald stadig om. Og jeg gør også andet end at bede. Helligånden må gøre sit. Og vi må gøre vores. Bryde barrierer ned. For sprog og form skal ikke stå i vejen, men åbne. Gøre os modtagende. Og der er vi ikke helt!

Jeg har arbejdet 10 år i den folkekirkelige skoletjeneste i Silkeborg. Her handlede det om at formidle. Vække længsel, gøre budskabet relevant, skabe rum, der bevægede. Her skulle leg og viden tage hinanden i hånden. Her gik det ikke at sige noget uforståeligt. Jo. Et digt. Noget gådefuldt. Noget, der har med fantasi at gøre. Men ikke floskler eller teologiske formler. Og i mit præstearbejde begyndte jeg også at oversætte. Hvad er det, der skal siges, så der åbnes til det rum, hvor fugle bliver udsagnsled. Hvad skal der til, for at vi bevæges i gudstjenesten? Vækkes.

Som præst i Sejs-Svejbæk hørte jeg utallige gange mig selv forklare dåbsforældre, hvordan de skulle forstå dåben. Hvordan de skulle forstå tilspørgslen. Indtil jeg stoppede med det. Jeg oplevede det som en slags arrogant kirkelig parallellogik: Det kan godt være du oplever det, men nu skal jeg fortælle dig, hvordan det rigtigt skal forstås. Nej! Ritualet skal kunne klare sig selv. Tage os med ind i mysteriet. Kernen kan ikke forklares, men vejen skal være åben.

Jo mere jeg forsøgte at finde ord, der skabte vej, jo mere blev jeg klar over, at ordene ikke bare var uforståelige. Det, de dækkede over, var en teologi, der rummede et patriarkalsk og utilregneligt gudsbillede. “Så vil vi nu hjælpe dette barn til hans velsignelse”. Jeg kunne ikke få mig selv til sige det. Er det ikke et velsignet liv, der vokser frem? Troen er ikke en dåbsgave, men en fostergave. Han bevare din udgang og indgang. Jamen, skal dåben ikke hjælpe os til at leve som lys i dette liv? Skal det ikke være et holdepunkt i dagen i dag? Og et fællesskab, der styrker og inspirerer? Skal vi så ikke sige det? Og meget andet!

I dag er jeg sognepræst i Langenæskirken i Aarhus. Og er her sammen med menighedsrådet så optaget af, hvordan vi kan skabe rammer for, at mennesker i dag oplever gudstjenesten som et sted, hvor vi kan komme og øve os på at tro, håbe og elske og med Julian af Norwichs ord, kan møde Guds ord så kærligt og kraftfuldt, som det er tænkt.

Jeg ser for mig skaren af kristne, der var samlet i urkristendommen. Delte det essentielle. Bad om det mest nødvendige. Jeg er vild med Grundtvig, hans fandenivoldskhed og insisteren på frihed. Og drømmen om at vi skal vækkes. Skal leve vågne – opmærksomme og nærværende – og gøre kristelige bedrifter. Jeg næres af en meditativ praksis. Af Jesus Kristus. Af historier. Og af et levende fællesskab, hvor alle kan tage del, hvis de vil. Jeg inspireres af poesi, der aldrig låser teologien fast, men åbner, forstørrer, fordyber. Og jeg ønsker for folkekirken, at der bliver leg og frihed inden for enkle rammer. Ikke ud på Klostervej og ikke længere end stenen.