Anders-Christian Jacobsen

Jeg blev døbt i landsbykirken i Gøttrup i Han Herred, der ligger på det smalleste og mest vindblæste sted mellem hav og fjord ud til Jammerbugten. Det  var et Indre Missionsk miljø, hvor kirkegang var en selvfølge – hver søndag undtagen de søndage, hvor der var søndagsskole i missionshuset. Gudstjenesten blev for mig tidligt et sted, hvor jeg oplevede en mere lys og menneskelig kristendom, end den der blev prædiket i missionshuset. Når ’forkyndelsen’ i missionshuset blev for mørk og fordømmende, trøstede jeg mig med, at sognepræsten ofte prædikede om en mere barmhjertig og imødekommende Gud. Og – tænkte jeg – præsten ved mere om sagen end indremissionæren. Allerede som barn betød det noget for mig, at jeg vidste, at præsten var et dannet og uddannet menneske, som man af den grund kunne stole på. Det er for mig at se stadig en af folkekirkens store styrker. 
 
KFUM og KFUK har spillet en stor rolle i mit liv. I den sidste del af 1970’erne og i 1980’erne, hvor jeg var aktiv, var KFUM og KFUK præget af opgøret og bruddet med Indre Mission. KFUM og KFUK repræsenterede, særligt i de større byer, et mindre fordømmende og mere udadvendt og inkluderende kristendomssyn end Indre Mission. Gennem det engagement blev mit forhold til folkekirken styrket og modnet – modsat hvad der sker for mange andre, hvor folkekirken i ungdomsårene forsvinder ud af deres horisont. For både i KFUM og KFUK og i de sogne, hvor jeg var engageret, mødte jeg mennesker, der var åbne, rummelige og inkluderende. De lod os unge gå vores egne veje og afprøve vores egne ideer. Jeg mødte en enorm tillid til, at ’det nok skal gå’, og hvis det ikke går, så går det jo nok alligevel bare på en anden måde. 
 
Efter en del omveje begyndte jeg selv i midten af 1980’erne at læse teologi med henblik på at blive præst i folkekirken. På studiet blev jeg ret tidligt grebet af den græske oldkirkes teologi. Det blev min skæbne. Det har præget mig menneskeligt og fagligt. Så skønt jeg gennem hele min studietid læste teologi med henblik på at blive præst i folkekirken, så gik det tilfældigvis anderledes. For mig var det i hvert tilfælde tilfældigt. I den allersidste del af min studietid, foreslog en af mine lærere, at jeg skulle skrive en såkaldt prisopgave om den græske teolog, Irenæus fra Lyon, der levede i det andet århundrede. Jeg havde allerede skrevet speciale om Irenæus. Det var interessant, og specialet var blevet rimelig godt, så jeg tog udfordringen op og brugte endnu et år på mine studier, sådan som man kunne dengang – mens min kone forsørgede mig og vores lille nye familie. Det var også spændende og gik også rimelig godt. Derfor søgte og fik jeg et PhD-stipendium. Så kunne jeg studere i tre år mere. Det blev også et studie i den græske oldkirkes skabelsestanke og eskatologi. Denne gang blev ’kætteren’ Origenes fra Alexandria (185-254) en del af mine studier. Det arbejde førte til flere løse ansættelser på universitetet og til, at jeg nu er fastansat på Aarhus Universitet som professor i dogmatik. 
 
Jeg savner, at folkekirken generelt er mere åben for at give unge mennesker plads og spillerum til at udfolde sig på egne betingelser, uden at de skal sovses ind i det folkekirkelige ’system’. Det gælder egentlig ikke bare for unge, men for alle, der gerne vil noget. Teologisk, liturgisk, kirkeligt.  Lad os prøve. Går det ikke, så sker der nok ikke noget ved det. At komme galt afsted er også at komme afsted. Stilstand er værre.