Liselotte Horneman Kragh

Jeg er livslangt og ulykkeligt forelsket i folkekirken. Jeg kan ikke leve med den, og jeg kan heller ikke leve uden den. Jeg kan ikke synke ned i dens gøren og laden som i en rar og tryg lænestol. Tværtimod gribes jeg af en dyb rastløshed og utålmodighed og skal tæmme kroppen til at opføre sig ordentligt og sidde stille og pænt. Det kan jeg ikke, sidde stille og pænt. Kan jeg så ikke være protestantisk, evangelisk kristen, medlem af folkekirken? Det er det, jeg bokser med og har brugt mange år af mit liv på at bokse med.
 
Jeg er ud af en typisk alenlang præsteslægt på min mors side. Siden slutningen af 1700-tallet har mændene været præster i en lige og ubrudt linje. Det første brud kom med min mor, og jeg har vel samlet det sugende genetiske træk op i et forsøg på at træde ind i kæden igen. Efter et studieforløb, der afspejlede mit ambivalente forhold til teologi og (folke)kirke, fordi det, studiet, slingrede mellem religionshistorie og teologi, endte jeg så som sognepræst i den danske folkekirke. Det blev til syv lærerige år som præst på landet. Derefter forlod jeg den traditionelle præstestilling og er indtil videre ikke vendt tilbage til den. Men hver dag bokser jeg med teologiske og pastorale grundfænomener. For mit væsen er teologisk indtil sidste knogle, og jeg synger kraftfuldt med på Augustins: ”Du har skabt mig til dig, Gud, og mit hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig”. 
 
Jeg husker tidlige refleksioner som barn i forhold til kirkens mærkværdigheder, og jeg har sikkert aldrig slugt noget råt, uagtet at den kristendom jeg blev udsat for, primært i form af min højtelskede morfar, som var biskop i Haderslev Stift i årene 1964-1980 (fra jeg var 2, til jeg var 18), altid har været af den lyseste, grundtvigianske slags. 
 
Min uundværlige medvandrer siden 1983 har været Anders Laugesen, der har været langt mere end en sparringspartner og studiekammerat. Vi har ikke kun forholdt os til teologi, religionshistorie og tro som en akademisk disciplin. Men har gennem årene været vidner til store og små livsbegivenheder i hinandens liv og mærket, hvad der holdt vand, og hvad der ikke gjorde – teologisk, menneskeligt, trosmæssigt. Den teologi har ingen af os kun kunnet hente inden for den evangelisk-luthersk/protestantiske sfære. Det kunne Grundtvig heller ikke i sin tid. Ikke mindst med Grundtvig i hånden forfægter vi nødvendigheden af en teologisk frihed til at finde inspiration og næring, hvor den viser sig, og at nyformulere på baggrund af denne næring, uanset hvor den så kommer fra. 
 
Jeg har ubehag ved Luther(s helgenkåring). Det kan Luther ikke selv gøre ved, men det kan vi andre, der helgenkårer ham. Luthers kvindesyn og anti-semitisme synes ikke at genere nogen teologer, og jeg synes, at begge disse aspekter hos ham skriger til himlen. Luthers kvindesyn er standard middelalderligt og dybt patriarkalsk, og det kan han næppe klandres for som mandligt barn af sin tid, men hans antisemitisme var af så vild en karakter, at der går tunge skæbnetråde direkte fra hans sene antijødiske skrift til nazisternes Holocaust. 
 
Som religionshistoriker forstår jeg ikke den tilsyneladende angst for, at der kunne findes noget brugbart i andre religiøse visdomstraditioner. Jeg har fundet dybe indsigter hos både jødedommen og buddhismen (som er de to, jeg har lænet mig mest op ad), når jeg lader dem spejle min egen kristne tro. En frygtsom, mistænksom færden inden for en snæver teologisk horisont synes at være folkekirkens vandmærke, og den gør os ikke til hjerteduelige Jesus-mærkede mennesker, med åbne parate hænder, til at stå i den komplekse, globale virkelighed med næstens og klodens sår.