Ny himmel

Da jeg var 17 år, endte jeg en sommer lidt tilfældigt i det økumeniske klosterfællesskab Taizé sammen med mange andre unge mennesker. I midten af den store kirke, hvor man sad på gulvet, var munkene klædt i hvidt. Rummet blev fyldt med en stor skønhed gennem de små latinske recitativer, og jeg tænkte min begrænsede erfaring med folkekirken til trods: ‘Bare gudstjenesten hjemme var sådan’. Men klostrets grundlægger fr. Roger forklarede, at vi unge ikke skulle gå hjem og lave en ny Taizé-inspireret kirke. Vi skulle derimod bære det hjem i vores egne kirker, som Taizé måtte inspirere os til. For kirkerne ud over Europa var i krise og havde brug for fornyelse.

På det tidspunkt var jeg ikke særlig bekendt med folkekirken ud over enkelte gudstjenester som KFUM-spejder, en julegudstjeneste og så blandede oplevelser i forbindelse med en katastrofal konfirmationsforberedelse. Men jeg var troende kristen, interesseret i religion, og så havde jeg et åbent sind.

Besøget i Taizé var kulminationen på en nærmest magisk interrail-tur ned gennem Europa, hvor jeg havde oplevelsen af at blive ført fra det ene religiøse møde med mennesker til det andet. I Taizé kulminerede det med en mystisk oplevelse (detaljerne kan man finde i interviews i Kristeligt Dagblad), som gjorde det nødvendigt for mig at finde et dybdegående sprog for min indre verden.  Jeg begyndte at meditere – hvilket jeg har gjort siden – og var så heldig at få en teologistuderende som en nær ven. Men stadig var folkekirken ikke en del af min verden.

Så kom tiden efter gymnasiet, hvor jeg fik en skelsættende oplevelse af et gudsmøde i Gravkirken i Jerusalem (også beskrevet i interviews) og oplevede derfra et kald til at rejse til Indien for at møde østens religioner.

Senere mødte jeg i Schweiz som stewart ved Kirkernes Verdensråd den gamle kvinde Ilse Friedeberg, og sammen var vi på rejser til ortodokse og orientalske kirker. På det tidspunkt vidste jeg, at den ortodokse kirke var et sted, hvor jeg følte mig hjemme, og mens jeg var militærnægter på Dialogcentret begyndte jeg at læse ortodokse teologer. 

På universitetet læste jeg religion/kristendomskundskab, og mødte her Liselotte, som blev min studiesøster. Jeg rejste i studietiden en del rundt for at studere religion forskellige steder i verden. Herunder i tibetansk buddhistiske sammenhænge. Under hele studiet boede jeg alene ude på landet og levede et liv i indre fordybelse. Langsomt voksede jeg ind i folkekirken. Hver søndag cyklede jeg til gudstjeneste inde i Århus Domkirke hos Broder Wandal eller Christian Thodberg. Og så blev jeg graverafløser og senere kordegnevikar og sang ved begravelser. Søndag aften mediterede en del af os fra kirkens periferi sammen i Klosterkirken. De unge fra de mere traditionelle kirkelige ungdomsmiljøer syntes ikke interesserede i at være med. 

Folkekirken blev langsomt et vigtigt sted for en del af mit trosliv. Grundtvig blev min poetiske og teologiske grund ind i folkekirken. Og sammen med Liselotte konstaterede jeg, at det var helt galt med vores lutherske traditions rødder ind i det augustinske menneskebillede. Det harmonerede ganske enkelt ikke med, hvad jeg selv fandt rigtigt på baggrund af de kirkelige traditioner, jeg ellers havde mødt.

Fr. Rogers ord fra Taizé om at hjælpe sin egen lokale kirke var altid et sted i baggrunden. Jeg var en del af folkekirken, fordi jeg var født ind i den, og jeg oplevede mit meditative engagement og mine trossamtaler med mange folk som en måde at bidrage til en samtale. Men min primære fordybelse var – og er – ikke gennem søndagens gudstjeneste, men i den daglige, meditative praksis.

På mine mange rejser begyndte jeg at lave radio, og fra 1988 tjente jeg mine penge ved at lave radio på P1 om tro. Det betød et skifte i mit eget trosliv. Jeg blev langt mindre introvert og brugte rigtig meget energi på at komme ind i folkekirkens univers, lære mennesker at kende og læse bøger. Teologiske og religionshistoriske bøger havde jeg allerede læst mange af, men nu blev det også til de nye udgivelser fra danske teologer, som jeg nok ellers ikke ville have læst.

Som årene gik, samlede jeg i kraft af mit journalistiske virke og min læselyst større viden om folkekirken som institution og som organisme skabt af enkeltpersoner og deres samspil. 

Jeg tog en paragraf-to eksamen og kan blive præst, men har valgt ikke at lade mig ordinere, fordi jeg tror, at folkekirken har mere brug for en vidende lægmand end for endnu en præst.

I forbindelse med reformationsjubilæet konstaterede jeg til min overraskelse, at det var lutter jubeludgivelser, der kom, og derfor skrev jeg lige inden jubilæets afslutning en lille bog om, hvorfor Luther kaster skygger ind på folkekirken. For jeg var på det tidspunkt blevet overbevist om, at folkekirken har brug for at gøre op med den egenrådighed dele af den lutherske tradition har. Det er tid til at skabe teologisk rum inden for folkekirken. Ikke for at gå i ord-krig om, hvem der har ret. Men fordi det kræver plads, hvis folkekirken teologisk skal kunne rumme os alle sammen. Vi er mange, der ikke er rundet ud af en augustinsk antropologi, og der er brug for rummelighed til at komme med nye bud på teologi. Også uden, at man af den grund skal kunne dømmes ude.

Egentlig er folkekirken som institution ikke speciel vigtig for mig at bevare. Den skal efter min mening altid måles i forhold til dens evne til at række evangeliet om Jesus og Guds kærlighed videre til mennesker. Evner den ikke det, ja så må den falde og erstattes af noget andet.

Når jeg stadig holder fast i folkekirken og forsøger at give mit bidrag til at hjælpe den på vej, så er det fordi jeg stadig tror, den har en chance for at være helt central i at række danskerne Guds kærlighed. Men på baggrund af min faglige erfaring må jeg konkludere, at der ikke er nogen garanti for, at folkekirken kommer til at have den centrale rolle i fremtiden. Folkekirken er lige nu i en meget alvorlig krise og dens gode, økonomiske vilkår har gjort, at den stadig sover på laurbærrene. 

Den formår efter min opfattelse ikke at bære evangeliet ind i en ny hyperkompleks tid, hvis ikke der sker store ændringer. 

Det er blandt andet en teologisk krise, som er årsagen til det.  Vi har brug for et teologisk miljø, hvor der kan samtales om alle mulige tanker og ideer. Et miljø, hvor vi opfostrer teologiske eksistenser, der er i en dyb samtale med traditionen, nutiden og fremtiden indenfor alle fagområder og samfundsanliggender. 

Ikke al teologi er for alle. Sådan er det. Mit eget specialområde går i krydsfeltet mellem østens religioner og kristen teologi. Det er der ikke mange, som interesserer sig for eller har forudsætninger for at forstå. Men ikke desto mindre er det også en lillebitte stemme, der skal være plads til.

På samme måde har vi hver især emner, hvor vores hjerte går en smule i stykker, når vi ser dem i teologisk perspektiv: klima, overvågningskapitalisme, globalisering, ritualer, alternativ medicin – for at nævne et par stykker af mine anliggender. Hvad er det, der skal til, for at vi kan lade de tusinde teologiske blomster springe ud?

For mig hænger det sammen med at lave et bredt fundament for folkekirken. Et fundament, som anerkender diversiteten i den oldkirkelige teologi. Og dermed sætter os fri til at tænke teologisk åbent ind imod fremtiden. I tiltro til, at samtalen ved Helligåndens hjælp vil bane nye veje for budskabet om Guds kærlighedsrelation til sin skabning.

Som kristen har jeg en oplevelse af at være forpligtet på at hjælpe evangeliet om Guds kærlighed til sin skabning på vej. Egentlig har jeg ikke særlig stor lyst til at deltage i den teologiske polemik, som måske følger i kølvandet på denne bog. For mig er det vigtigt at understrege, at jeg ikke skriver for at få ret. Og at jeg respekterer andres syn på teologi, hvor forskelligt det end måtte være i forhold til mit. Men jeg oplever, at der lige nu er behov for nyformuleringer. At det kan være vigtigt i forhold til det at række evangeliet videre. Og at det også er vigtigere end min egen bekvemmelighed og ulyst til at gå ind i konfronterende diskussioner. 

Jeg vil gerne tale teologi. Jeg ønsker ikke at få ret. Og  jeg håber, at den venskabelige tone kan bygge bro hen over uenighederne. For dem vil der naturligvis være en del af.