Lars Sandbeck
I min ungdom, i 1990’ernes natteliv i Aarhus, mødte jeg et Jehovas Vidne, som havde for vane at samle flasker ude foran diskoteket ”Den sidste”. Det møde blev afgørende for mit studievalg og for mit liv med teologien.
Jeg er barn af forældre, som begge havde været (og den ene er fortsat) medlemmer af en frikirke. I 1990’erne var min far blevet ansat på det daværende teologiske fakultet i Aarhus og fungerede som hjælpepræst i Holme Kirke. Min farfar havde været præst hos Syvendedags Adventisterne, som også hovedparten af min familie tilhørte. Det kirkelige, kristelige, teologiske fyldte i familien. Alligevel var det mødet med det flaskesamlende Jehovas Vidne, som fik udslagsgivende betydning for mig.
Mens vennerne festede ovenpå, befandt jeg mig ofte i gården ude foran ”Den sidste” og diskuterede teologi med flaskesamleren. Han kunne bibelen – i Jehovas Vidners særlige oversættelse – udenad. Han var stærk i troen, skråsikker. Han vidste alt om Gud og frelsen og ikke mindst om dommedag og fortabelsen. Jeg var dybt anfægtet over det, jeg hørte, men havde svært ved at svare fornuftigt igen. Hvis han havde ret, kunne jeg umuligt være kristen. Men havde han ret? Jeg måtte hellere begynde at undersøge sagen nærmere. Et års tid senere sendte jeg min ansøgning om optagelse på teologistudiet til universitetet i Aarhus.
Jeg har længe følt mig som en god lutheraner. Det lærte jeg i hvert fald hurtigt at blive som teologistuderende og senere forsker og underviser på Det Teologiske Fakultet i København, som jeg flyttede til efter et års teologistudier i Aarhus. Luther havde givet os en nådig og barmhjertig Gud. Han havde gjort op med gerningsretfærdigheden og lovreligiøsiteten og genskabt evangeliets glædelige budskab i ren form: at vi retfærdiggøres alene ved Guds nåde gennem troen. Den missionerende flaskesamler fra Jehovas Vidner havde tydeligvis misforstået kristendommen fundamentalt og fatalt – hvilket jeg selvfølgelig stadig mener.
Samtidig er jeg dog med tiden også blevet mere skeptisk overfor Luthers teologi og kristendomsforståelse. Jeg møder præster på folkekirkens teologiske efteruddannelse, som enten er uenige med store dele af den lutherske teologi, men som ikke tør sige det højt, eller som kæmper med at formulere sig aktuelt og opbyggeligt om kristendommen, men som samtidig oplever Luther som en udtørret inspirationskilde i den henseende. Jeg har mødt præster, som er usikre på, om de kan fortsætte som præster, hvis de – som de siger – ”skal mene det samme som Luther”. Jeg er bekymret for, hvad dette gør ved præsternes trivsel. Jeg er bekymret for folkekirkens fremtid. Jeg er bekymret for alle de mennesker, vi ikke kan trøste og hjælpe og være kirke for, så længe vi har bundet os selv til en kristendomstolkning, folk ikke kan finde mening i. Groft sagt er jeg bekymret for, at Luther for mange mennesker i dag blokerer for Kristus i stedet for at føre dem til ham. Den situation er uholdbar for en kristen kirke.
Vi skulle gerne for præsternes, folkekirkens og befolkningens skyld kunne tale åbent om alle de ting i folkekirkens nuværende situation, vi på forskellig vis kan opleve som forhindringer for en vedkommende evangelieforkyndelse. Jeg er med i denne studiekreds og samtalegruppe, vi kalder Katakombisk studiekreds, fordi vi her forsøger at lave et forum, hvor vi kan tale åbent og ærligt om, hvor skoen teologisk og kirkeligt set trykker. Og pege på nye muligheder for at høre evangeliet. Det er lidt som at stå i gården foran ”Den sidste” og diskutere teologi. I dag er flaskesamleren bare Luther – og vennerne er her også.